E-mailmarketing for begyndere: Den komplette guide
Med denne begynderguide får du en grundig introduktion til arbejdet med e-mailmarketing. Få et indblik i grundbegreberne og få gode råd om indhold, valg af…
Med denne begynderguide får du en grundig introduktion til arbejdet med e-mailmarketing. Få et indblik i grundbegreberne og få gode råd om indhold, valg af system og eksempler på online kursusplatforme, som også kan håndtere udsendelse af nyhedsbreve, mm.
Hvad er e-mailmarketing?
E-mailmarketing er markedsføring via e-mails, sendt til personer, som på forhånd har givet deres accept til modtagelse. Markedsføring via e-mails er en effektiv salgsmetode, forudsat du griber det rigtigt an. Du skal have fokus på at styrke relationen til dine følgere, så de husker dig, når de er klar til at købe.
E-mailmarketing kaldes også for markedsføring via nyhedsbreve. Det betyder ikke, at du skal udsende lange mails med nyheder fra din virksomhed. Driver du f.eks. en webshop, vil det være naturligt, at folk tilmelder sig dit nyhedsbrev mod at få en rabatkode, gratis fragt, kan deltage i en konkurrence om et gavekort mm.
Du skal levere værdifuldt indhold i dine nyhedsbreve
For at få succes med markedsføring via e-mails, kræver det, at du kommer over på din modtagers banehalvdel og har fokus på at levere værdifuldt indhold til dem, der har tilmeldt sig dit nyhedsbrev. Du kan naturligvis godt sende servicemails til eksisterende kunder via dit e-mailmarketing-system, men generelt skal du have fokus på at levere værdi i alle dine nyhedsbreve (og salgskampagner).
Den korte historie om nyhedsbreve
Det første nyhedsbrev blev ifølge Smart Insights udsendt i 1978 og indbragte et salg på intet mindre end 13 millioner dollar. Med introduktionen af internettet i 1992 tog e-mailmarketing virkelig fart. Op gennem 00’erne kom der i den forbindelse også langt mere fokus på beskyttelse af modtageren, som hurtigt begyndte at lide under overfyldte mailindbakker med mails, de ikke havde givet samtykke til at modtage.
Derfor tror nogle stadig, at nyhedsbreve ikke virker
Meget er sket siden udsendelsen af det første nyhedsbrev, og kritikere, som i dag stadig siger, at e-mailmarketing ikke virker, vil jeg vurdere ofte er kendetegnet ved at de…
1. har tilmeldt sig et eller flere nyhedsbreve, som er af ringe kvalitet og typisk kun har fokus på salg
eller…
2. selv har forsøgt sig med e-mailmarketing i deres virksomhed uden succes, fordi de har grebet det forkert an fra start og hurtigt konkluderer, at det ikke virker.
Klassiske fagudtryk og begreber, der bruges inden for e-mailmarketing
ROI betyder return on investment. Det betyder kort og godt, hvor mange gange du får pengene igen, når du investerer i e-mailmarketing. Generelt kan du forvente, at du for hver krone, du bruger på e-mailmarketing, får mellem 40 og 42 kr. igen, når du har succes med din indsats.
ROAS betyder return on ad spend. Det betyder altså, hvor mange penge du får igen ift. de penge, du har brugt på annoncer.
Eksempel:
Hvis du har brugt 5.000 kr. på annoncer og får en omsætning på 50.000 kr., får du en ROAS på 10. Resultatet finder du ved at dividere omsætningen med udgiften til annoncer:
50.000/5.000 = 10
Lead er betegnelsen for en person, som har vist interesse for din virksomhed, og som du har fået e-mailadressen på. Typisk har personen tilmeldt sig din nyhedsbrevsliste med sit fornavn og sin e-mailadresse i bytte for en freebie, et webinar eller lign. Et lead er med andre ord en potentiel kunde.
Freebie kaldes også (af nogen) for en leadmagnet. En freebie er et stykke indhold, som du kan tilbyde relevante personer i bytte for deres e-mailadresse. Du bruger altså en freebie som et middel til at få personer til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.
En freebie kan f.eks. være en:
- Tjekliste/guide
- Serie af tips leveret via e-mail
- E-bog
- Lydfil
- Enkelt video eller en lille videoserie
Liste er den liste, du opretter i dit e-mailsystem. Hver gang nogen tilmelder sig listen/dit nyhedsbrev via en bestemt tilmeldingsformular, kommer de automatisk ind på listen.
Emnelinje er den første linje, som modtageren ser i sit e-mailsystem. Emnelinjen skal være kort, præcis og give modtageren lyst til at åbne dit nyhedsbrev.
Preheader er linjen under emnelinjen. Her kan du uddybe din emnelinje og give modtageren endnu mere lyst til at åbne din mail. Teksten fra preheaderen vises i samme linje som emnelinjen, hvis din emnelinje er kort.

Konverteringsrate måles i % og viser, hvor mange % af dine modtagere der har foretaget den handling, du vil have dem til. Handlingen er typisk et køb, en booking, en henvendelse til dig eller klikket sig ind på din hjemmeside. Inden for e-mailmarketing er den generelle standard en konverteringsrate på mellem 1% og 3%. Konverteringsraten afhænger af flere ting, og du kan også få en højere konvertering.
Åbningsrate måles i % og viser dig, hvor mange af modtagerne der åbner dine nyhedsbreve. Du ser disse data (og flere andre) i dit e-mailsystem.
Klikrate måles i % og viser dig, hvor mange der klikker på dine links i dine e-mails. Disse data finder du også i dit e-mailsystem.
CTA betyder call to action og er et begreb, der dækker over en opfordring til handling. Der findes mange forskellige former for call to actions. Det kan f.eks. være:
- Knapper i dit nyhedsbrev (eller på din hjemmeside) som opfordrer til køb, download, tilmelding mm.
- Book en demo eller et møde
- Se en video
- Læs et blogindlæg
Som udgangspunkt anbefaler jeg, at du har en enkelt CTA i dit nyhedsbrev, som bliver gentaget flere gange i nyhedsbrevet. Hvis formålet med nyhedsbrevet er at få læseren til at tilkendegive sin interesse for et emne, kan du godt have 3 forskellige links, som henviser til forskellige undersider eller blogindlæg. Her vil det overordnede mål for en CTA være at få læseren til at klikke på et af de 3 links.
Double opt-in er en betegnelse, som dækker over en bekræftelse i to trin af den samtykkeerklæring, som leads/personer afgiver ved tilmeldingen til dit nyhedsbrev. I Danmark er det et lovkrav, at personer, som tilmelder sig dit nyhedsbrev skal bekræfte deres tilmelding, før du må sende dem dine nyhedsbreve. Du opsætter double opt-in i dit e-mailsystem.
Spam er elektroniske beskeder og henvendelser, som modtageren ikke selv har bedt om. Du må gerne sende eksisterende kunder besked om prisstigninger og andre servicebeskeder. Hvis du er i tvivl om, hvad spam dækker over, kan du læse denne artikel fra Forbrugerombudsmanden >>
Velkomstserie er en serie af e-mails, som nye leads/personer automatisk får, når de har tilmeldt sig dit nyhedsbrev.
Trigger betyder udløser. En trigger er en udløsende faktor, som f.eks. bruges til at starte en automationsserie af e-mails eller andre handlinger, som du ønsker, skal sættes automatisk i gang i dit e-mailsystem.
Automationsserie betyder, at du har opsat en serie af e-mails, som udsendes automatisk. Automation kan anvendes på mange forskellige måder og ikke kun til udsendelse af e-mailserier. Det kan f.eks. også være automatisering af flytning af personer mellem lister mm.
Segmentering betyder, at du deler dine modtagere op i forskellige segmenter. Du kan f.eks. opdele mellem forskellige:
– interessegrupper
– aktivitetsniveau
– brancher
– produkter
Tags er det samme princip som et mærkat eller en label. Du kan f.eks. give dine modtagere et tag baseret på deres adfærd. Det kan f.eks. være:
- udviser interesse for et bestemt produkt/emne/blogindlæg, som du har linket til
- har set en specifik video på YouTube, som du har linket til
- besøger en bestemt underside på din hjemmeside, som du har linket til
- ud fra deres generelle aktivitet
Splittest eller A/B-test er en metode inden for markedsføring, hvor du kan teste, om én variant af et element virker bedre end en anden. Resultatet af testen kan du bruge til at optimere din indsats fremover.
Du kan med fordel bruge splittest på disse elementer:
- Emnelinjer
- Billeder
- Call to action-elementer, både ordlyd og eventuelle knappers størrelse og farve
- Ordlyden på dit tilbud, f.eks. ”Fri fragt” vs. ”Gratis forsendelse”
Hvorfor e-mailmarketing?
Markedsføring via e-mails er en effektiv salgskanal. Ved hjælp af e-mailmarketing kan du tjene op til 42 kr., for hver krone du investerer, og det er gratis, eller meget billigt, at komme i gang. Prisen for at komme i gang afhænger bl.a. af, hvilken platform du vælger til din e-mailmarketing, og i hvilket omfang du har brug for professionel hjælp til dit setup.
Jeg vil på det kraftigste anbefale dig at tænke e-mailmarketing ind som et vigtigt element i din markedsføring på lige fod med dine øvrige markedsføringsaktiviteter.
Fordele ved e-mailmarketing
- Det er gratis eller meget billigt at komme i gang
- Du bestemmer selv, hvem der skal se dine tilbud, så du er ikke afhængig af algoritmerne på sociale medie-platforme som f.eks. Facebook og Instagram
- Høj ROI (return on investment), udbyttet af din investering
- Gør potentielle kunder til betalende kunder over tid ved at tage hensyn til deres beslutningsproces og individuelle kunderejse
- Folk forventer at høre fra dig. De har selv sagt ja til, at du må skrive direkte til dem
- God platform til at øge din position som ekspert ved at dele din viden og indsigter
- Folk tjekker deres mail på mobilen, uanset hvor de er, og som noget af det første og noget af det sidste hver dag
- Gode muligheder for segmentering. Du kan sende de rigtige beskeder til rigtige mennesker på de mest optimale tidspunkter
- Høj relevans. Du kan bruge tags i dit e-mailsystem til at opdele dine modtagere i forskellig interessegrupper mm.
- Du kan opbygge og øge din relation til dine følgere
- Du kan blive klogere på dine kunder, deres interesser og behov ved at bruge links og tags i dine e-mails
- Du kan bygge landings-/tilmeldingssider i dit e-mailsystem, hvis du vælger systemer som f.eks. MailChimp eller ActiveCampaign
- Du får gode muligheder for at splitteste, hvor du finder ud af, hvilket design og hvilke budskaber der virker (konverterer) bedst ift. dine læsere
- Du får værdifulde data i dit e-mailmarketing system, som du kan bruge til optimering af din indsats
Hvilke typer virksomheder er e-mailmarketing relevant for?
Stort set alle virksomheder kan drage stor fordel (og øge omsætningen) via en målrettet indsats med e-mailmarketing.
Eksempler på virksomhedstyper og brancher, som med fordel kan overveje at investere i e-mailmarketing. Dette er kun et lille udvalg:
- Webshops
- Fysiske butikker
- Terapeut/behandler
- Konsulent
- Foreningslivet
- Golfklubber
- Campingpladser
- Cafe- og restaurationsbranchen
- Træningscentre
- Havecenter
- Autoforhandler
- Cykelhandler
- Foredragsholdere
Det er min klare anbefaling, at du tænker e-mailmarketing ind i din samlede plan for markedsføringen af din virksomhed.
Selvfølgelig er det også vigtigt, at du har en plan for, hvad der skal ske med de personer, som tilmelder sig dit nyhedsbrev, så de ikke ender med at gå fra ”varme” til ”kolde” leads, og du skal bruge en masse krudt på at varme dem op forfra.
Du kan med fordel opsætte en lille velkomstserie af e-mails, som udsendes automatisk til nye modtagere (leads), så snart de tilmelder sig dit nyhedsbrev.
Hvad koster e-mailmarketing?
Du kan komme i gang med e-mailmarketing for 0 kr., hvis du ikke har brug for professionel hjælp til teknisk opsætning, tekstforfatning mm. Du skal naturligvis forvente at investere en del tid, særligt i starten. Dit tidsforbrug afhænger af flere ting, herunder hvor langt du er i processen ift. opsætning af din e-mailmarketing-software, hvor stort et setup du vil have fra start, hvor meget indhold du har klar mm.
Hvordan kommer jeg i gang med e-mailmarketing?
For at komme i gang med at markedsføre din virksomhed via e-mails skal du gøre flg.:
- Beslut dig for, hvilket e-mailsystem du vil bruge. Hvis du er i tvivl, så anbefaler jeg, at du tilmelder dig en gratis prøveperiode på 2 forskellige systemer og tager et kig på brugerfladen. Det skal virke overskueligt og logisk for dig.
- Opsæt din e-mailmarketing-platform, herunder:
– Opret en liste til dine modtagere
– Opret en tilmeldingsformular - Lav indhold og design dit nyhedsbrev
– Lav som minimum en enkelt velkomstmail til en start
– Lav en automatiseret velkomstserie af e-mails, når du har en freebie klar
– Du kan med fordel bruge designplatformen Canva til at lave grafik til dine nyhedsbreve og tilhørende opslag til sociale medier - Opsæt en tilmeldingsboks (sign-up-boks) på din hjemmeside
– Det kan f.eks. være en pop-op eller en integreret formular (du kan f.eks. til en start integrere formularen fra dit e-mailsystem direkte i indholdet på en side eller i et blogindlæg) - Kombiner din e-mailmarketing med dine øvrige markedsføringsaktiviteter
– Skriv gerne blogindlæg, som du kan henvise/linke til i dit nyhedsbrev, så du få mere trafik over til din hjemmeside (dette styrker også dit SEO-arbejde)
– Lav værdiskabende og relevante opslag på sociale medier, hvor du henviser til din freebie, så dine følgere får lyst til at høre mere fra dig og tilmelder sig dit nyhedsbrev
– Afhold evt. relevante webinarer, så du kan få flere tilmeldinger til dit nyhedsbrev
Hvilket e-mailmarketing system skal jeg vælge?
Der findes mange forskellige systemer, du kan bruge til markedsføring via e-mail.
Eksempler på e-mailsystemer, som er velkendte i Danmark:
- MailChimp
- Campaign Monitor
- ActiveCampaign
MailChimp er som det eneste gratis at komme i gang med. Hos MailChimp kan du have op til 2.000 kontakter, før du skal overgå til en betalt version. Du skal dog være opmærksom på, at du som ny kunde hos MailChimp ikke får automationsdelen med i gratisudgaven, som er en af de vigtigste og mest værdifulde funktioner, når du arbejder med e-mailmarketing, også som begynder.
Priserne for de små pakker med op til 500 kontakter starter ved alle 3 systemer fra 9 USD pr. måned, så det vigtigste argument for valg af system bør ikke være prisen.
Hvis du i dag anvender en platform til at have onlinekurser på, vil du i de fleste tilfælde også kunne bruge systemet til at sende nyhedsbreve ud. Der er både fordele og ulemper ved at anvende flere systemer, men er du nybegynder, og har du ikke ressourcerne til at sætte dig ind i flere systemer, kan det være en fordel for dig at have det hele samlet. Om ikke andet, så indtil du bliver fortrolig med systemerne.
Eksempler på online kursusplatforme, som også kan håndtere udsendelse af nyhedsbreve
- Thinkific
- Simplero
- Kajabi
- EasyMe
Du kan altid skifte e-mailsystem senere, når du har brug for det.
Hvad skal jeg skrive om i mine nyhedsbreve?
For at få lavet værdifuldt indhold til dine nyhedsbreve er det vigtigt, at du altid har fokus på din læsers udbytte og udfordringer. Du kan give modtageren en god oplevelse ved at dele viden fra dit fagområde. Her er nogle eksempler:
- Cykelhandleren kan give tips til vedligehold af cykler, inspiration til gode landevejs- og mountainbikeruter mm.
- Kostvejlederen kan give gode tips til et varigt vægttab. Det kan f.eks. være ifbm. sommerferien eller nytår.
- Bilforhandleren kan give tips til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal købe ny bil, fordele og ulemper ved forskellige finansieringsmuligheder og leasingtyper mm.
3 værktøjer til at finde ideer til godt og relevant indhold til dine nyhedsbreve
Alle brancher og faggrupper kan skabe værdifuldt indhold. Her får du eksempler på 3 værktøjer til at finde ideer til relevant indhold til dine nyhedsbreve:
- Kundedata/De spørgsmål, du oftest får fra dine kunder
Du finder meget værdifuldt indhold i de oftest stillede spørgsmål, som dine nuværende kunder stiller dig. Lav en liste med spørgsmål og inddel spørgsmålene i hoved- og underemner. Disse kan du bruge både til indhold i dine nyhedsbreve, indhold til sociale medier og til at skrive blogindlæg om. - AnswerThePublic.com
Med onlineværktøjet AnswerThePublic kan du finde ud af, hvad dine potentielle kunder søger efter online. Med værktøjet får du 2 gratis søgninger pr. dag, som vil give dig god inspiration til, hvilke spørgsmål og emner der optager dine potentielle kunder. Se videoen her, hvor jeg gennemgår værktøjet >> - Google relaterede søgninger
Når du laver en søgning på Google, finder du i toppen og bunden af siden en række ”relaterede søgninger”, som brugerne også søger efter. Disse viser søgninger, som relaterer sig til den søgning, du har lavet. Prøv at lave en søgning på det produkt eller den ydelse, du sælger, og se, hvad Google viser dig af relaterede søgninger. Det er også en direkte kilde til inspiration til din indholdsproduktion og til at finde ud af, hvad brugerne efterlyser viden inden for. Husk at foretage søgningen i et inkognito-vindue, så resultaterne ikke bliver påvirket af din egen søgehistorik.
Hold fokus på kundens udbytte, når du markedsfører dig med e-mails
Når du skriver indhold til dine nyhedsbreve, er det vigtigt, at du hele tiden har fokus på modtagerens udbytte. Hvis du vil vide mere om, hvordan du finder frem til kundens udbytte, kan du med fordel læse mere om EFU-modellen. EFU-modellen er en simpel skrivemodel, du med fordel kan bruge til at sikre, at du fokuserer på det rigtige i dine tekster.
Hvordan får jeg folk til at tilmelde sig mit nyhedsbrev?
Før du kan begynde at få tilmeldinger til dit nyhedsbrev, skal du have opsat en tilmeldingsformular og oprettet en liste til dine modtagere i dit e-mailmarketing-system. Herefter er du klar til at modtage tilmeldinger til dit nyhedsbrev.
For at give relevante personer et godt incitament til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, kan du med fordel tilbyde dem noget værdifuldt i bytte for deres e-mailadresse. Det kan f.eks. være en…
- tjekliste eller guide
- Afholdelse af webinarer
- Fysiske foredrag (tilbyd publikum, at de kan få udleveret slides og en ekstra ting som f.eks. en guide eller en tjekliste, mod tilmelding til nyhedsbrevet)
- Contentupgrade til blogindlæg (tilbyd læseren at få ekstra indhold ved at tilmelde sig nyhedsbrevet)
- LinkedIn-tricket: Tilbyd i et opslag et værdifuldt stykke indhold, som folk kan få et download-link til ved at skrive deres e-mail i en kommentar til opslaget
- Adgang til en lukket Facebookgruppe mod tilmelding til nyhedsbrevet
- Tilmeld nyhedsbrevet i en fysisk butik, for at få en rabatkode eller deltage i en konkurrence
- e-bog
- video
- mailserie, der bruges til at levere gode råd eller et minikursus.Fysiske foredrag (få udleveret slides og en ekstra bonus mod tilmelding til nyhedsbrevet)
Hvor kan jeg gøre opmærksom på mit nyhedsbrev og indsamle e-mailadresser?
Hvis du har en hjemmeside, anbefaler jeg, at du sørger for at opsætte en pop-op-boks (tilmeldingsformular) på en eller flere relevante sider, i blogindlæg mm.
Der findes flere forskellige metoder til at få din e-mailliste til at vokse. Se eksempler herunder.
Eksempler på metoder til at få flere tilmeldinger til dit nyhedsbrev:
- Afholdelse af webinarer
- Fysiske foredrag (tilbyd publikum, at de kan få udleveret slides og en ekstra ting som f.eks. en guide eller en tjekliste, mod tilmelding til nyhedsbrevet)
- Contentupgrade til blogindlæg (tilbyd læseren at få ekstra indhold ved at tilmelde sig nyhedsbrevet)
- LinkedIn-tricket: Tilbyd i et opslag et værdifuldt stykke indhold, som folk kan få et download-link til ved at skrive deres e-mail i en kommentar til opslaget
- Adgang til en lukket Facebookgruppe mod tilmelding til nyhedsbrevet
- Tilmeld nyhedsbrevet i en fysisk butik, for at få en rabatkode eller deltage i en konkurrence
Det er vigtigt at tænke din e-mailmarketing ind i helheden af din markedsføring, så der er sammenhæng mellem dine aktiviteter, og det bliver naturligt for dine følgere at tilmelde sig dit nyhedsbrev.
Det kan virke som en stor mundfuld at komme i gang med e-mailmarketing. Derfor kan du med fordel starte småt, så du udbygger, i takt med at du bliver fortrolig med dit nye setup. Hvis du gerne vil hurtigt i gang, kan du starte med at tilbyde dine modtagere at være med i konkurrencen om et gavekort eller en anden præmie, en rabatkode eller lign. Det vil være den hurtigste måde at komme i gang med indsamling af e-mailadresser (leads).
Obs.: Sørg for, at præmien er noget, der er specifikt tilknyttet din virksomhed. Ellers risikerer du, at dem, der tilmelder sig, ikke er relevante for din forretning.
Husk at udbygge med en velkomstserie af e-mails og at levere yderligere værdi i dit nyhedsbrev, så snart det er muligt.